De første dage med din hvalp – sådan giver du din hvalp en god start
Share
At byde en hvalp velkommen i sit nye hjem er en spændende tid, men for hvalpen kan det også være overvældende. Det er derfor vigtigt at skabe en tryg og rolig start, så din hvalp føler sig velkommen og hurtigt kan falde til. Her er en guide til de første dage med din hvalp, hvor fokus er på introduktion, ro og rutiner – og de første skridt med pottetræning.
1. Introduktion til hjemmet og familien
Når du henter din hvalp hjem, er alt nyt for den – lyde, dufte og mennesker. Tag dig god tid til at introducere den til sit nye miljø:
- Rolig start: Lad hvalpen udforske hjemmet i sit eget tempo. Begræns adgangen til et eller to rum i starten for at undgå, at den bliver overvældet.
- Mød familien: Introducer hvalpen til familiemedlemmer én ad gangen, og sørg for, at alle er rolige og forsigtige. Undgå høje lyde og pludselige bevægelser.
- Ingen pres: Undgå at invitere for mange gæster de første par dage. Hvalpen har brug for tid til at vænne sig til sin nye base, før den møder en masse mennesker. Vi ved, at det kan være fristende at alle skal forbi og hilse, men prøv at gøre det med måde, så hvalpen stadig har et sted, den kan være i ro.
2. Skab to og rutiner
Hvalpe trives med forudsigelighed og struktur. Det hjælper dem med at forstå deres nye omgivelser og skaber tryghed:
- Et fast sted: Giv hvalpen sin egen plads, fx en hundeseng eller hundebur, hvor den kan trække sig tilbage og få ro.
- Spise- og hviletider: Etabler faste tidspunkter for måltider og hvile. Hvalpe sover meget, og det er vigtigt, at de får ro til at hvile uden forstyrrelser.
- Rolige aftener: De første aftener kan være svære for hvalpen, især hvis den savner sine søskende. Hav lidt ekstra tålmodighed, og giv den eventuelt tryghed med en blød bamse i sengen og tryghed fra dig.
3. Introduktion til pottetræning
At lære din hvalp at gøre sig ren udenfor er en vigtig del af de første dage. Med tålmodighed og konsekvens kan du hurtigt få gode resultater:
- Skab en rutine: Tag hvalpen udenfor med det samme, når den vågner, efter måltider, og efter leg. Unge hvalpe skal ofte tisse, så sørg for at komme ud hver 1-2 time i starten. Nøgleordene er efter hvile, leg, mad/vand.
- Samme sted: Brug det samme sted i starten på gåturen, så hvalpen lærer, at dette er stedet for toiletbesøg.
- Ros og belønning: Når hvalpen tisser eller laver afføring udenfor, skal du rose den med det samme og giv gerne en lille godbid. Positiv forstærkning gør en stor forskel.
- Vær opmærksom: Hold øje med tegn på, at hvalpen skal ud – fx snusen rundt, klynken eller rastløshed. Jo hurtigere du reagerer, desto færre uheld i hjemmet.
4. Vær tålmodig og nærværende
De første dage med en hvalp kan være udfordrende, men også utrolig givende. Husk at:
- Vær konsekvent: Små vaner og rutiner lægger grundlaget for en velopdragen voksen hund.
- Vær nærværende: Tilbring tid med hvalpen, så den vænner sig til dig og skaber et stærkt bånd.
- Vær forstående: Det er normalt med små uheld og usikker adfærd i starten – din tålmodighed og ro er afgørende for hvalpens tryghed.
De første dage med din hvalp er starten på jeres liv sammen. Med en rolig introduktion, klare rutiner og positiv forstærkning skaber du de bedste rammer for et godt forhold til din nye firbenede ven.